Det næstbedste er ikke godt nok

En dag skulle jeg til møde og kørte i den anledning over Vejlerne. Det var usædvanligt smukt vejr, med imponerende skyformationer, en frisk vind, som gav fjordens overflade skumtoppe, og solskin.  Jeg var i god tid og kunne holde pause ved fugletårnet. Min hjerne kørte på højtryk for at forberede det møde, som jeg var på vej til. Mødet var med fokus på kunst og kulturformidling, og det jeg kredsede om, var hvordan kunst og kultur gør en forskel.
Mens jeg stod der i det storladne og rå landskab i mine sansers vold, var det som om, erkendelsen slog ned i mig. Den symbiose der opstod mellem landskabet, vejret, lyset, vildgæssene og min egen skærpede opmærksomhed gav pludselig så meget mening. Kunsten giver os et sprog til at udtrykke disse værdier. Det sprog kan være billeder, dans, lyrik, dramatik, musik, arkitektur eller andre udtryk. For at lære sproget må vi kunne lytte, se og føle. Og den pointe, som pludseligt stod lysende klart for mig, handler om at kunstens udtryk er sprog lige som dansk, engelsk og italiensk. Det er ikke blot en medfødt evne, men noget vi ved stadig, ihærdig træning tilegner os og kan blive bedre til.

Vi har en forpligtigelse til, ja det står endda i grundloven, at undervise børn og unge, så de bliver ansvarlige borgere, som er i stand til at træffe gode valg til sit eget og andres bedste. Disse valg er vi i stand til at træffe, hvis vi berøres. Vi kan ikke være bekendt, at slække på børns og unges dannelse ved at pille flere og flere kulturfag af skoleskemaerne. Der er næppe nogen, der stiller spørgsmål ved, at børn skal lære matematiske færdigheder eller læse og skrivefærdigheder. Disse færdigheder er nøglen til mange nødvendige aktiviteter i vores liv. Kan vi ikke læse går vi glip af de fleste jobmuligheder og en stor mængde viden, og kan vi ikke mestre tallenes indbyrdes systematik bliver privatøkonomien en udfordring, og vi får svært ved at fatte budskabet i en TV-avis.  Men matematikken og grammatikken er stadig kun instrumenter til, at vi kan skabe os et meningsfuldt liv. Meningen med livet og det der gør, at vi har lyst til at blive ved med at trække vejret, ligger ovre i den lejr hvor kulturfagene hører hjemme.

Hvor tit hører man om et barn, der skal have specialundervisning i dans? Eller hvor højt prioriterer vi motorisk specialundervisning, når et barn ikke kan klappe en rytme? Eller hvad med undervisning i at lytte til tonehøjder, hvis barnet synger pivfalsk? Evnen til at danse, spille eller lytte til musik, se, male eller have skærpede sanser kommer ikke blot frem som en iboende evne, der vokser af sig selv.

Kulturfagene bliver opfattet som det, vi kan lave, når vi er færdige med de vigtige fag. Efter folkeskolereformen har vi endda ofte valgt at benævne og placere kulturfagene som understøttende undervisning. Dermed mener vi, hvis eleverne får lov at spille lidt musik eller se en film bliver de måske bedre til at læse.
Det er også muligt, men måske skulle vi prøve at vende det om?
Kulturfagene er det vigtige, for det handler om livsduelighed og dannelse. Og til at understøtte det, har vi nogle mægtig praktiske færdigheder, der bl.a. hedder læsning, geometri, og engelsk grammatik. Hvis vi gerne vil have børnene og de unge til at udvikle sig til livsduelige, fantasifulde og ansvarlige verdensborgere, der kan se, lytte, føle og fortolke, kræver det hårdt arbejde, træning, professionel vejledning, ihærdighed og tid. Børn kan ikke skabe et værdifuldt liv ud fra en værktøjskasse. Børn skal dannes. Vi skylder fremtiden, at vores børn og unge får det bedste.  Det næstbedste er ikke nok.